Det regner og 2/5 er syge!

Det regner og blæser og jeg burde være på arbejde. Har faktisk meget travlt med meget vigtigt møde, som jeg står for i morgen. Du godeste hvor har jeg ondt i maven over det, og hvor bliver det godt at få overstået. Og så var der lige det med de 2/5 i overskriften. Silas har monster øjenbetændelse, hoster og snotter og Sophus blev ringet hjem fra bh.kl. med ondt i maven. Ligger nu på sofaen og jeg er ved at knække sammen af pres og træthed. Ikke bare træt-træt. Nej, jeg har det som kunne jeg sove i 100 år. Håber stadig det lykkes mig at komme igennem bunkerne på soveværelset, og havde ærlig talt satset på i dag, når Silas sov. Men nej.
Anders er hjemme i morgen, så jeg kan passe meget vigtigt møde og så har jeg heldigvis omsorgsdag på fredag. Burde være noget der hed omsorgsuge, eller måned!
Men vi har det jo godt. Arbejde, helbred (nogenlunde) i orden. Der er ingen af os der er livstruende syge og snart er det weekend og jul :-)

Jeg glemmer altid koden!!!!

Drømmer virkelig om at skrive klogt og indsigtsfuldt på blog, hver dag! At der er mange som kunne blive beriget af at følge med på netop min blog! Men af en eller anden grund tager den ene dag den anden og jeg falder bevidstløs i søvn på sofa eller i sengen hver aften alt alt for tidlig. Og så glemmer jeg altid koden og det tager mindst 10 af de kostbare minutter jeg havde til at skrive klogt, indsigtsfuldt og berigende for mange, at nulstille koden.....

En sommergæst i haven!

Sidder og leger med blog på denne absolut sidste feriedagsaften (!) og falder så over dette billede fra vores matrikel-ferie. Det lille egern løb pludselig rundt i vores have. Anders og drengene gik ud og kunne faktisk komme ret tæt på tørrestativet, selvom Anders selvfølgelig har brugt zoom.

Lige så hurtigt det kom, var det væk og vi har desværre ikke haft besøg siden. Den lille langhalede klump måtte ellers godt bo i vores have.

Nu er både barsel og ferie altså helt slut og jeg syntes det er ret vemodigt, på den ok og gode måde. Men alligevel. Det bliver hverdag, det bliver travlt og der skal arbejdes....og holdes hus og være glade overskudsforældre. Jo tak, vi skal nok få vores sag for. Med mindre vi en dag vandt i Lotto, så moderen kunne gå hjemme. Men det kræver selvfølgelig vi spiller!

Farvel lille sommergæst, hvorend du er.

Sommersøndag i haven!

Ah, drengene har rykket havebordet hen under lærketræet, lidt sol lidt skygge. En lilla havebuket, kaffe og kringle på bordet. Silas sidder i græsset og pludrer. Drengene leger vandkamp og Ulrik, Anders og Morten taler fodbold. Men ellers er idyllen fuldendt. I dag elsker jeg at bo i nr. 8. Husk mig på det on a rainy day :-) Og i morgen har vi også fri.
Livet er skønt.

Komtesse Maritze.

Der var vidst en gang en komtesse, der hed Maritze, tror jeg nok. I hvert fald havde jeg hele min barndom (jeg er godt nok opkaldt efter Marie-kiksen, men der er sjovt nok aldrig nogen der har kaldt mig hverken deres "lille kiks" eller "sprøde kiks"??) aldrig et eneste kælenavn - på nær et: Min onkel Bjarne har altid kaldt mig Maritze og en gang i mellem komtesse Maritze. Tror jeg skal huske at fortælle ham hvor meget det egentlig betød, inden det er for sent. På efterskolen hed jeg Marollen (ikke en af favoritterne), Mary (elsker stadig når Mulle kalder mig det!) og så kaldte min første kæreste mig også noget - men det har jeg glemt i skrivende stund. A kalder mig Tøsen og en masse andet, ligesom hans bror har de en tendens til at give alle kæle/øgenavne i lind strøm. Ulrik og Karina (A´s søster) er enige om at man kan sætte alt foran Marie. Kaffe-Marie f. eks. men jeg syntes det minder mere om mobning end om kælenavne. Men sammenlignet med Hudde, Huddy, Nokia-Ole og Ole-madpakke er det selvfølgelig ikke så slemt. Da Lukas var lille kaldte vi ham Basse og min mor kunne bare ikke holde det ud. Hun kendte nemlig en mand på 50, som hele sit liv aldrig hed andet og både lignede og var en Basse. Men det gled ligeså stille ud i sandet, så mon ikke mormor er lykkelig.

Knus og glædelig pinse fra Marie

Ha ha!

Skrev et super indlæg i går (der er stadig ingen der læser det, godt nok) og fik så ikke trykket udgiv, men en eller anden knap = det hele forsvandt! Nu er jeg sikker på, det var det der havde gjort mig rig og berømt - ha ha.
Det er også ok at dette er min egen hemmelige dagbog og jeg nyder det. Det må være punkt nr. et. Men når jeg hører om Trudes unge niece Stina-Lee, der tilsyneladende kan leve af det og er blevet Sveriges svar på Paris Hilton (ikke at jeg på nogen måde ville begive mig ud i at nå det mål!) så kunne jeg da godt tænke mig noget i den stil. At skrive modent, klogt, sjovt og indsigtsfuldt til en bred skare. Men, men, men... Lige om lidt starter arbejdslivet mit igen og så kommer der nok til at være langt mellem mine indlæg. (Men det er godt nok blevet mit helt personlige frikvarter, det her.)
Bare fordi jeg elsker at starte på en ny dagbog, fuld af blanke sider og når aldrig mere end et par sider ind før den havner i en bunke! Jeg er nok "igangsætteren", ikke den der følger ting til dørs (har glemt udtrykket, omend vi brugte hel pædagogisk weekend for mange år siden med lige netop det emne!!!) Indtil næste gang jeg har brug for at lette mit hjerte, skælde ud på mig selv eller Anders og syntes der MÅ en ny bog til, fordi det er for længe siden jeg skrev sidst. What a wiredov (det ser helt forkert ud, orker ikke at slå op i ordbog). Jeg ER nemlig også doven anlagt og det er en af de helt store hemmeligheder - bestemt ikke noget jeg ser som et aktiv eller noget jeg ynder at flashe. Der er da også rimeligt mange ting der faktisk kommer let til mig og for det er jeg dybt taknemmelig. Mit liv har på en eller anden måde altid flasket sig rigtig fint og jeg er heldig med mange ting. Men det betyder ikke at jeg ikke er en rastløs sjæl med en masse ønsker, drømme og fremtidige håb for mit liv. Der er så meget at lære endnu og jeg som troede at når man nærmede sig de 40, så måtte man da ha styr på det hele og være "færdig" som menneske? Sikke man kan tage fejl.
Gårsdagens tabte indlæg havde forøvrigt titlen: "Tiden er noget underligt noget" (Poul Kjøller)

Omskoling

Det lille stædige barn har det godt i vuggestuen! Ok, han græder stadig når jeg går, men han holder hurtigt op igen. Her efter næsten 2½ uge, må det siges at være en succes.
Så mangler vi bare moderen. I dag er det f.eks. ca 3 timer siden jeg afleverede og det er ca hvad det tager at gøre rent i hele huset. I hvert fald hvis man er ansat til det. Problemet er bare at jeg har nået stort set intet! Jeg har prøvet at skrive en ansøgning (den er ca 3 linier lang og så gik jeg i stå). Jeg har fundet billeder til søns familiebog til vuggestuen og sendt dem til print, men også det er halvfærdigt. Jeg har drukket kaffe, der har jeg tilgengæld været grundig og drukket rigtig mange kopper og jeg har sendt et lille indlæg til Boligmagasinet. I håb om at vinde 2 megamusselkopper. Syntes selv den burde være hjemme. De 2 der står i skabet savner helt sikkert selskab. Åh jo, så har jeg løbet fra det ene til det andet og til det tredie, lettere manisk og hvileløst. Uden ro. Vaskemaskinen står og blinker mærkeligt og jeg har ingen anelse om hvad det betyder, så derfor gik projekt vasketøj i stå....
Det er rigtig svært at komme i gang igen, uden baby og uden arbejdet til at holde en nogenlunde fokuseret og i ørene. Der er meget det ville være rigtig dejligt at få fra hånden. Det ville glæde manden og børnene ville få en gladere, roligere og mere harmonisk mor! So just do it. Men det er svært at slippe min barselsidentitet og jeg savner min baby. Det er jo absolut sidste gang, det her og nu er det allerede slut. Jeg er sikker på omskolingen og omstillingen først starter i morgen, på en frisk. En ny ubrugt dag, hvor man på papiret kan nå det hele på den halve tid.